Information

Advarsel: Lommetyvene er i fuld gang overalt hvor der er mange mennesker

Lad ikke din pung være synlig!

Lad ikke lommetyve ødelægge din dag. Her er et par råd til hvordan du kan undgå at lommetyvene får fat i dine værdier.
Det er højsæson for tyvene lige nu. Rejsesitet TripAdvisor har lavet en lille guide der kan hjælpe dig med at holde de nærgående tyve væk.
Det er ikke kun Spanien der er plaget af lommetyve. Det er kendt, at alle steder hvor der er mange mennesker, specielt turister, optræder lommetyvene.
Her på kysten skal du være ekstra opmærksom på markeder, på stranden, ved turistattraktioner, i lufthavnen – i det hele taget hvor mange mennesker er samlet.
Hold dine ejendele tæt på dig i det offentlige rum! Det er det altafgørende råd.
Lommetyve er kendt for at scanne stedet de er, kigger efter tasker der lige er lagt til side og ser efter folk der er optaget af andet. De slår til meget hurtigt, og er lynhurtigt væk igen, opslugt af menneskemassen eller forsvinder i en bil, de ofte har en hjælper siddende parat i. Dette sikrer effektivt, at man ikke kan fange dem.
Rådet omkring tasker, punge og poser er, at man aldrig skal slippe dem. Fastgør håndtaget til din arm og anbring dem så du ikke kan undgå at opdage tyvenes forsøg på at snuppe dem. Endnu bedre er det, at få en anden til at holde genstanden mens du selv koncentrerer dig om dit forehavende.
Afvis henvendelser fra fremmede, kort og kontant. Ofte er det en måde at få din opmærksomhed på, hvorefter en makker prøver at stjæle dine værdier, mens du er uopmærksom.

Kommentarer