Playa Flamenca

Advarsel – pas på klatretyvene og listetyvene

Se billedserie Indgangen til Zodiaco III, der er et aflåst "gated" område.

Sidste uge, hvor der var rigtig mange turister, oplevede beboerne i urbanisationen Zodiaco III i Playa Flamenca, Orihuela Costa, flere indbrud.
Tyven eller tyvene – ingen så dem – listede i dagtimerne ind i tre huse i Zodiaco. De slap afsted med penge, pas, Ipads og tasker.
Tyvene lirker vinduer op og “fisker” nøgler inde fra huset, hvorefter de har fri adgang til huset, og kan i ro og mag tage de ting de ønsker.
Udefra kan man ikke se tegn på indbrud. Kun hvis de har en stige eller andet stående. Det er nemlig en anden af metoderne. Sætte en stige op, og kravle op til første sal på husene, hvor mange mennesker har vinduer åbne for at få frisk luft ind her i varmen, og på denne måde få adgang til huset.
Hos en af de bestjålne lå beboerne og sov middagssøvn, men de opdagede ikke noget.
Det er typisk i denne tid, hvor der er mange mennesker, der er flest indbrud. Forbryderne er godt klar over, at turister har både mange penge, pas og meget elektronik med på ferie. Derfor oplever man langt flere indbrud i højsæsonen end i den øvrige del af året.
Policia Local opfordrer alle beboere til ikke at lade værdigenstande ligge synligt fremme. Dørnøglen opfordrer man til at tage ud indefra når der er låst, og lægge den et sted hvor den ikke kan ses, når man selv er i boligen.

Kommentarer