Information

Sådan undgår du at blive bestjålet

Marked et af stederne man skal være ekstra opmærksom.

Det kan hurtigt blive et rigtig dårligt minde fra en ellers skøn ferie, når man godt i gang med sightseeing pludselig opdager, at ens taske er blevet ribbet for mobiltelefon, pas, pung og alt andet af værdi.
– Mange steder er lommetyvene rutinerede og arbejder lynhurtigt. Det gælder sådan set ikke kun i udlandet, men også  i Danmark, hvor vi i de seneste år har set en stigning i antallet af professionelle lommetyve.
Det fortæller Riccardo Krogh Pescatori, der er konsulent hos Forsikringsoplysningen.
Det kan derfor være en rigtig god ide at have forberedt nogle ting hjemmefra, så du er klar til at gribe situationen an, hvis tyven alligevel får krammet på dig.
– Find ud af på forhånd, om der ligger en dansk ambassade eller konsulat i nærheden af dit feriemål og notér eventuelt deres telefonnummer ned.
– Det kan også være en god ide at tage en kopi af sit pas og andre personlige papirer hjemmefra, så du kan nøjes med at have kopierne i din taske og lade selve passet blive i en boks på hotellet, lyder rådet fra Riccardo Krogh Pescatori.
Henrik Orye afslører, at tyvene ofte arbejder sammen i grupper på fire-fem personer, og at børn er et meget brugt redskab, når sagesløse borgere skal snøres.
– De prøver at aflede dig ved at tabe noget foran dig, spilde kaffe eller lignende. De skal ikke bruge din uopmærksomhed i mange sekunder, før dine ting er væk.
– Ofte er børn, der tigger eller optræder, også en del af afledningsmanøvren, så selv om det virker uskyldigt, skal man stadig være på vagt. Og så skal man i øvrigt ikke tro, at man kan kende en lommetyv på udseendet. De er pæne i tøjet og ligner alle os andre fuldstændigt.
Det er ikke kun pung og kontanter, som tyvene går efter. PIN-kode-afluring er også et kendt og meget brugt trick, og tyvene har flere metoder.
– Det kan sagtens se ud, som om ham i nærheden er opslugt af en telefonsamtale. I virkeligheden aflurer han din PIN-kode, mens du hæver penge ved en automat. Nogle gange bruger de også kikkerter for at se koden, og ét minut efter har en anden i tyve-gruppen rapset din pung med kortet og er spænet hen til en automat for at tømme kontoen. Man får ikke en chance for at nå at spærre kortet, fortæller Henrik Orye.
I mange år har begrebet turist også været synonymt med den karakteristiske bæltetaske og hvide tennissokker i sandalerne. Sokkerne kan folk iføre sig, som de vil, men bæltetasken er ikke kun en stilmæssig brøler, den gør dig også til et oplagt mål for tyve.
– Selv om tasken sidder foran på din krop, er den ofte kun lukket med en lynlås og derfor meget nem at komme i. Desuden er den jo ofte ret synlig og får dig til at lugte langt væk af turist. Det skal man helst skilte så lidt som muligt med. Og man skal heller ikke skilte for meget med sin iPhone, da de er i ret høj kurs for tiden. En pengekat, man tager om halsen og har på under trøjen, er til gengæld forholdsvis sikker, siger han.
Steder hvor mange mennesker er samlet og turistattraktioner er steder der specielt er mange lomme- og tricktyve.
 

Kommentarer