Information

Siestaen i Spanien under pres

Siesta i middagsheden.

Det har været kutyme at tage en eftermiddagsslapper på Den Iberiske Halvø. Men det kan snart være slut.
Klokken bliver tolv og solen bager. Derfor trækker spanierne ind i airconditionens kolde vinde, på sofaen, på restauranten eller til middag med familien. Men måske er siestaen en æra, der er forbi. Spanierne vil tilpasse sig det, de kalder »det europæiske arbejdsmarked«. Det skriver Financial Times.
Sandra Rodríguez er salgschef hos vinhuset Vallformosa i Catalonien, der blandt andet fremstiller cava. Hos dem er siestaen afskaffet, og medarbejderne går hjem, når klokken runder fem.
»Firmaerne burde fokusere på, om arbejdet bliver gjort. Ikke på hvor længe folk bliver på arbejdspladsen,« siger hun til Financiel Times
Fabian Mohedano er talsmand for »Reforma Horária« – gruppen bag forslaget. Han fortæller, at en af grundene til siestaen skal afskaffes, er, at den påvirker både arbejds- og familieliv i en negativ forstand. Mohedano fortsætter, at arbejdslængden også rammer børn, der er nødsaget til at deltage i aktiviteter sent på aftenen, fordi deres forældre stadig er på arbejde
Til spørgsmålet »hvorfor« siestaen skal afskaffes siger han følgende til The Guardian:
Fordi vi er holdt op med at gøre det millioner af mennesker gør i hele verden: Spise morgenmad tidligt om morgenen, få frokost engang mellem klokken 12 og 14 og aftensmad mellem 19 og 21. I stedet springer vi morgenmaden over, fordi vi spiste så sent aftensmad dagen før. I lyset af denne apokalyptiske analyse foreslår vi en social aftale, hvor dette lands arbejdstid ændres fra top til bund.«
Indtil videre har gruppen bag prøvet at skabe opmærksomhed med sit budskab, og nu gør de det altså igen. Men der er ingen tvivl om, at de mener det, når de siger, siestaen skal væk. Fabian Mohedano siger bl.a., at Catalonien har til formål at indføre en offentlig politik inden 2025, der vil gøre det muligt for folk at arbejde mere fleksibelt og mere produktivt.
Han nævner blandt andet, at Spanien var i samme tidszone som Storbritannien og Portugal indtil 1942, da diktatoren Franco besluttede at stille de spanske ure en time frem i solidaritet med Hitlers Tyskland. Og kunne man lave sociale ændringer dengang, så kan man også nu.
»Hvis vi har ændret ting i fortiden, så kan vi ændre dem igen,« siger han til Financial Times.

Kommentarer