Alarm 112

Turistsæsonen startet – også for tyvene

Gå ikke med værdigenstande synligt.
Fra nu og månederne fremover, kommer der igen mange turister til Costa Blanca.
Det betyder arbejde til mange. Desværre også til kriminelle. Tyve ser også frem til den kommende sæson, hvor mange turister ankommer til vores område. Turister er i de kriminelles øjne lig med værdier og penge.
Derfor råder politiet og kriminalpræventive organisationer de rejsende til at være årvågne og forsigtige.
Blandt andet råder de turister fra norden om ikke at reklamere med hvor de kommer fra.
Danskere, nordmænd og svenskere er kendte som værende velhavende hernede. Derfor er de interessante for tyvene. Undgå derfor at markere kufferter, tasker mm med dannebrog eller det norske/svenske flag. Det tiltrækker opmærksomhed fra de kriminelle.
Specielt ved ankomsten i lufthavnene skal man være på vagt. Der er ingen tvivl om, at de kriminelle er dygtige og kan deres fag. De skaber og udnytter travlheden og stressen der ofte er i ankomstsituationen. Opmærksomheden tiltrækkes af nogle, mens andre i forvirringen stjæler tasker, fra lommer med mere.
Men også i dagligdagen kan man selv gøre noget for at undgå at tiltrække sig opmærksomheden fra de uønskede tyve. Undgå at gå med dyre ure, smykker med videre, der signalerer at du har værdifulde ting på dig. Klæd dig lidt mindre som den “typiske turist”. De kriminelle kan spotte en typisk turist på lang afstand.
Jo mere du kan glide ind i bybilledet som en almindelig borger, jo bedre er du sikret mod at blive bestjålet.

 

Kommentarer